Vinspecialisten Assens

Vinspecialisten Assens

Din vinhandler på Vestfyn
V/ Henrik Lund Nim
Østergade 10
5610 Assens
Tlf.: 64 71 11 63

En konservativ frankofils dannelsesrejse

Ingen kategori 🕔november 12, 2012 0 comments

Danskerne elsker Chilensk vin. Faktisk så meget at andelen af Chilensk vin, der bliver solgt i Danmark er steget så meget at Chile efterhånden har overhalet Frankrig, som danskernes fortrukne vin. Ca. hver 7. flaske der bliver solgt i Danmark er en Chilensk vin. Det var én af grundene til at en konservativ frankofil vinsnob, på1.93 m, som undertegnede sad krøllet sammen i 13 timer i en flyver, for at besøge den nye stjerne på vinhimlen, Chile. Jeg var nu ikke særlig svær at lokke, da huset vi skule besøge, Errazuriz, altid for mig har stået for indbegrebet af professionalisme, innovation og stabilitet. Og, nå ja, så er det jo højsommer på den sydlige halvkugle i februar måned.

 

Chiles nuværende succes blev grundlagt helt tilbage i 1850’erne, hvor nogle rige godsejere, af europæisk afstamning, besluttede sig for, at de ville skabe en bedre vin end den vin, der kom ud af den lokale Pais drue. Godsejerne importerede derfor druer fra Bordeaux, Bourgogne, Champagne og Alsace. Ofte kom druerne fra klassificerede slotte og da importen skete før vinlusen ”Phyloxera” hærgen er det efterkommere af de oprindelige europæiske grand cru druer, der findes i Chile i dag. Hvad er det nu lige en Vinlus er for en tingest? Jo, Vinlusen stammer fra den amerikanske østkyst, hvor de lokale vinstokke havde udviklet resistens over for Vinlusen, som ellers ødelægger vinstokkenes rodnet. Efter skibene, som sejlede over Atlanten, sejlede hurtigere og hurtigere, kunne lusen overleve overfarten, og dermed begynde at hærge de forsvarsløse vinstokke i Europa, og hurtigt bredte sygdommen sig til det meste af verden. Men altså ikke til Chile. Landet slap på grund af Chiles særlige geografi (Atacama ørkenen i nord,7000 mhøje bjerge i øst,5000 kmkystlinie i vest og polarklima i syd). Landet er så isoleret at vinlusen, aldrig er ankommet til Chile.

 

Vi landede om morgen lokal tid i lufthavnen i Santiago, og blev taget imod af Errazuriz’ repræsentant, Fransisco, som var vores guide den næste uges tid. Da jeg så Fransisco, som er meget ung og meget lille, troede jeg at han var en slags piccolo, der skulle bære vores kufferter o.lign., men skinnet bedrager, for Fransisco var den fuldkommen perfekte vært. Beleven, sjov, hyggelig at være sammen med og meget vidende. Vejret i Santiago var perfekt. Behagelig varmt, og ikke en sky på himlen. Det er her omkring, i en radius at100 km., at de fleste af de Chilenske vine, som vi ser i Danmark, kommer. fra. Breddegraden hedder her 33 – 38. breddegrad. Det svarer til Nordafrika og Sydspanien på den nordlige halvkugle, men klimaet er mildere på grund af den kolde Humboldt strøm, som køler Stillehavet betragteligt af, og som giver kølige vinde på de varme sletter. Tæt ved havet går en mindre bjergkæde, 300 –800 mhøje bjerge, der afvander skyerne der driver ind fra havet. Mellem den lille bjergkæde og Andesbjergene ligger vinmarkerne. Ofte på et plateau i 300 –1000 metershøjde. Regn falder der meget lidt af, så man er afhængig af smeltevand fra Andesbjergene. Floder løber fra bjergene igennem dale, og ud i Stillehavet. Det er derfra at producenterne får deres vand om sommeren, for det regner bogstaveligt talt ikke i sommerperioden i vinområderne i Chile. Jordskælv forekommer faktisk hyppigere end regnbyger. På et tidspunkt har en samtale med Fransisco mens vi går en tur langs Stillehavet. I horisonten, ud over havet, kan jeg se nogle tunge skyer, og spørger ham om det mon vil begynde at regne senere. Han kigger overbærende på mig og siger. ”Regn? Nej. Altså, der kommer formentlig et mindre jordskælv, men regn. Nej.” Jeg svarer bævende: ”Undskyld, men sagde du jordskælv?” ”Ja, hvis du kigger på en seismograf, så bevæger pilen sig hele tiden i Chile. Så der er konstant små jordskælv, der bare ikke kan mærkes, men ifølge seismologerne vil der formentlig komme et lidt større skælv, inden for et par uger”. Og ganske rigtigt, så kom der et mindre, men dog mærkbart jordskælv en uge efter vi taget hjem.

 

De første dage i Chile skulle vi bo i turistbyen Vina del Mare, som efterhånden er vokset sammen med den større, men også hyggeligere by Valparaiso, som har Chiles største havn. Fra Vina del Mare blev vi afhentet i busser og kørt til vinmarkerne inde landet. Den første dag skulle vi ikke så langt ind. Errazuriz havde opkøbt og nyplantet jorde i det distrikt, som hedder Aconcagua Costa, og som kun ligger 10 –15 kmfra kysten. Ingen anden producent har marker her, så også her er firmaet pionere. På grund af beliggenheden meget tæt på kysten, er klimaet derfor væsentlig køligere end længere inde i landet, og vi kunne derfor smage nogle fantastiske sprøde Sauvignon Blanc, lækre Chardonnay og elegante Pinot Noir vine. Især Pinot Noir druen kræver en meget lang modningstid, så derfor må klimaet ikke være for varmt, og druerne blive for hurtigt modne, hvis projektet skal lykkes. Vi smagte en del vine fra området, på den mest fantastiske udkigspost og smageterrasse, som Errazuriz havde fået bygget. Vi havde udsigt til Aconcagua bjerget, som har givet navn til området. Bjerget er knapt7000 mhøjt, og er det højeste bjerg uden for Himalaya. Vinene, som bliver produceret her, bliver bl.a. solgt under navnet Arboleda, som er et forholdsvis nyt prestige projekt for Errazuriz. Vinene er mere Europæiske i stilen end firmaets andre vine. Altså knapt så frugtsøde, som nogle Sydamerikanske vine godt kan være.  Lidt længere inde i landet besøgte vi stedet, hvor de fleste røde Arboleda vine blev lavet. Klimaet her er varmere, så druer, som Cabernet Sauvignon, Syrah og Chiles national drue, Carmenere stortrives. Arboleda vinene er for mig personligt de bedste vine fra Chile. Man får i den grad Value for money!

 

Vinproduktionen i Chile er helt automatisk nærmest økologisk. Og det er ikke ud fra en eller andet langhåret overbevisning, men der er ofte simpelthen ikke behov for at sprøjte markerne. De geografiske og metrologiske forhold gør at mange producenter nærmest er økologiske uden at vide det. Errazuriz går skridtet videre og nærmer sig biodynamisk dyrkning på flere af deres marker.

 

Senere på ugen besøgte vi Errazuriz hovedkvarter i Aconcagua Valley, og deres spritnye vineri, Don Maximiano Icon Winery, som står som en arkitektonisk perle. Bygningen er bygget efter principper, der gør at man bruger så lidt energi, som muligt. Vand risler foran og omkring bygningen for at give lys og kølighed til det store rum inde i bygningen. Vinen bliver ikke pumpet rundt på noget tidspunkt, men falder horisontalt ned fra vinpressen til gæringstankene, til fadene hvor vinene skal lagre og til sidst på flaske. Vineriet ligger midt på de marker hvor druerne gror, så der er ingen transporttid, så druerne er i perfekt kondition, når de skal presses. Det er kun Errazuriz’ ikon vine, altså de allerdyreste vine, der bliver lavet her. Jeg har været i branchen i 26 år efterhånden og besøgt mange vinerier, men dette slår alt!

 

Maden i Chile var et kapitel for sig selv. Jeg var helt på bar bund hvad deres madkultur angik, men også her blev jeg imponeret. Deres middage starter ofte med Pebre, som er tomat, hvidløg, chili, persille, finthakket løg og olivenolie, som bliver blandet sammen til en slags pesto. Det spiser man så til friskbagt brød. En typisk forret kunne være denne fiskeret: Ceviche, som er små stykker torsk, saften fra en lime, finthakket løg, grøn peber, persille, olie og salt. Alle ingredienser bliver pakket ind i papir og bagt i ovnen. De fleste hovedretter vi fik, var kød grillet over rigtig brændestykker. Dertil Humita, som er majs korn, løg, basilikum og smør. Alle ingredienserne er rørt sammen og pakkes ind i majsblade. Derefter koges pakken og serveres varm til kødet. Desserten var ofte frisk frugt. Frugt er noget helt særligt i Chile, og så god at den sagtens kan stå alene. Som det ofte blev pointeret, så var det ikke frugt dyrket i drivhuse, eller frugt kunstigt modnet efter plukningen.

 

Vi havde et par dage i hovedstaden Santiago, som er en moderne storby, med alle dets bekvemligheder. Vi havde en guidet rundtur i byen, og så blandt andet præsident paladset der i 1973 blev sønderbombet af General Pinochets tropper, mens den folkevalgte præsident Allende opholdt sig der. Allende blev dræbt og Pinochet sad ved magten i 27 år. Chile har aldrig helt og holdent taget afstand fra Pinochets diktatur og befolkningen er stadig delt. Da han døde i 1996, havde hans tilhængere ønsket en statsmandsbegravelse. Det blev dog nægtet og i stedet fik han en grandiøs militærbegravelse. Kort tid inden hans død fik Pinochet frataget sin immunitet, og kunne retsforfølges. Landet er stadig delt i 2 politiske lejre, men lever nu heldigvis fredeligt sammen. Efter en uge i noget der minder om paradis var det tid til at vende hjem til det kolde nord.

 

Ingen kommentarer

Hvad siger folk?

Skriv en kommentar

Tag del i snakken